24. maj 2018

Tivoli indgår strategisk samarbejde med MobilePay

Som den første forlystelsespark i verden åbner Tivoli for at gøre mobilbetalinger til en integreret del af gæsteoplevelsen i mange sammenhænge. Derfor har Tivoli lavet en aftale med MobilePay, som bl.a. vil komme til at betyde, at gæsterne nemt kan betale med mobilen både ved indgange og i Haven.

Tivoli og MobilePay har lavet en aftale, der vil blive udmøntet over det kommende år. I første omgang har Tivoli opgraderet 202 betalingsterminaler til at kunne håndtere Bluetooth. Det betyder, at gæsterne fra i dag vil kunne betale kontaktløst med mobilen ved blot at holde telefonen tæt ved terminalen. Tivolis gæster vil også senere på året kunne købe og app-betale billetter hjemmefra, ligesom de vil få mulighed for at lægge deres årskort ind i MobilePay. Og i løbet af 2018 forventer Tivoli at rulle endnu flere MobilePay-services ud, til gavn for Havens mange danske gæster.

Som en del af samarbejdet har Tivoli og MobilePay desuden besluttet, at man i fællesskab vil udvikle helt nye betalingsmuligheder i Tivoli, med fokus på at skabe endnu bedre gæsteoplevelser i en lang række betalingssituationer.

Lars Liebst, Tivolis direktør siger:
”Vi vil gerne styrke den digitale kundeoplevelse og gøre tingene nemmere og smidigere for vores gæster. Her kan MobilePay bidrage positivt i en række betalingssituationer. Jeg er sikker på, vores gæster vil opleve store fordele ved de nye løsninger, når de løbende bliver integreret i Haven. Og så er det da spændende, at vi tilsyneladende er first movere på området, indenfor forlystelsesparker.” 

Hos MobilePay er der stor glæde over aftalen med Tivoli, og Mark Wraa-Hansen, adm. direktør udtaler:
”Tivoli bliver med denne aftale den første forlystelsespark i verden, der åbner for at gøre mobile betalinger til en integreret del af gæsteoplevelsen i en stribe sammenhænge. Tivoli passer godt til MobilePay, fordi kundeoplevelsen er i centrum for alt, hvad Tivoli gør. Vi vil gerne bidrage til at gøre det nemmere og hurtigere at prøve forlystelser, købe drikkevarer og meget andet. Over tid håber vi, at endnu flere mobile betalingsmåder vinder indpas, så nogle Tivoli-gæster helt kan droppe kort og kontanter, hvis de måtte ønske det.”  

Fakta om Tivoli

  • Tivoli er Danmarks største turistattraktion med 4,4 mio. gæster i 2017.
  • Fejrer 175 års jubilæum i 2018.
  • Byder på aktiviteter året rundt: forlystelser, musik, scenekunst, restauranter, Food Hall, spil, hoteldrift og undervisning.
  • Er Københavns største kulturudbyder med tusindvis af billetter til salg - alt lige fra musicals og ballet til koncerter i forskellige genrer.